Standerhejsning og sæsonåbning
Lørdag den 30. april åbnede vi udendørssæson 2022 med et “brag”. Således var der både standerhejsning, Tennissportens Dag og stævne for de bedste U14 drenge i landet.
Velkommen til udendørs sæson 2022
Ved dagens standerhejsning åbnede formand Lars Elkjær sæsonen med åbningstale og flaget blev på vanlig sikker stil hejst af Kjeld Andersen
Talen kan i sin fulde længde læses her:
“Standerhejsning 2022 Velkommen til sæsonåbning i Randers Tennis & Padel.
Ja, klubben har fået nyt navn og vi har også fået nye padelbaner. Hermed en opfordring til at alle, der har lyst kommer til den officielle indvielse af padelbanerne lørdag den 7/5, hvor vi både byder på opvisningskamp, fadøl, grillpølser og andet godt. Den officielle indvielse er lørdag kl. 12.30 og 1 times tid frem, men der vil være aktivitet/spil henover det meste af dagen.
Vi åbner sæsonen med et ”brag”, da vi i dag også holder Tennissportens Dag (som ca. 200 andre klubber i Danmark). Så når jeg har skudt sæson 2022 i gang her i Randers som frivillig formand, så tager jeg min arbejdskasket på og besøger 3-4 klubber i det østjyske, som også netop i dag holder Tennissportens Dag. Udover Tennissportens Dag, så har vi henover weekenden også stævne for de allerbedste U14 spillere fra Danmark, blandt andet Casper Hoff, der spiller sin 1.runde kamp kl. 11.00. Så der er al mulig grund til at blive hængende og se noget af landets allerbedste U14 juniortennis.
Vi er startet sæson 2022 med lidt nyt på personalefronten. På trænerfronten har vi ansat Charlotte Friis som padeltræner og hun er startet med 4 træningshold hver tirsdag, som alle er ”udsolgt”. Derudover har vi ansat Thomas Patula som ny tennistræner og klubkoordinator. Thomas vil i mange sammenhænge være den gennemgående person i klubben og vi ser frem til et mangeårigt og godt samarbejde med Thomas, som helt sikkert vil blive mere omfangsrigt henover den kommende tid. Endeligt har vi lavet aftaler med gode venner af huset, Martin Leerhøy og Jes Hansen, om at varetage opgaver i forhold til vores baner, klubhus og anlæg. Niels Rokkjær er desværre sygemeldt for tiden og vi sender ham de bedste ønsker og gør hvad vi kan for at Niels reelt kan få lov at være sygemeldt og dermed komme tilbage med fornyede kræfter og energi til opgaverne her i klubben. Børge, som mange af jer kender, er stoppet og gået på pension pr i går. Vi forsøger naturligvis at få opgaverne som både Børge og Niels har løst på andre hænder – men en opfordring givet herfra. Vi har alle ansvar for at klubben fremstår lækker og indbydende – både på og udenfor banerne. Så brug gerne 5 min ekstra på at ordne banen efter spil, eller 10 min på lige at tømme opvasker og tørre borde af i klublokalet.
Vi har også startet sæsonen med nyt på anlægsfronten. Udover nye padelbaner, så har vi gjort en del ved området omkring padelbanerne, fået nyt vandingsanlæg installeret på vores tennisbaner samt nye skilte overalt på anlægget grundet vores nye klubnavn.
Sæsonprogrammet er langt hen ad vejen ”business as usual” – da vi har et meget alsidige og omfangsrige tilbud indenfor såvel træning, som andre aktiviteter. Uanset alder, ambitioner eller niveau, så vil der være noget ”at komme efter”.
Torsdagspil, Søndags Drop-In for seniorer, Junior- og Familie Drop-In nogle fredage, Spil og Spis et par onsdage henover foråret, de sædvanlige seniorarrangementer med spisning og turnering, torsdags hyggeturneringer, Drop-In turneringer i padel, træningstilbud for alle, Torsdags Bridge, Holdkampe, Padel stævner – ja, jeg kunne blive ved og bliver næsten helt forpustet. Jeg kan kun opfordre jer til at følge med på hjemmeside, læse nyhedsmails og naturligvis også følge med på Facebook.
Sidst, men ikke mindst: Velkommen til – forhåbentlig – en sæson uden Corona begrænsninger… Ja, vi har vel næsten alle sammen stort set glemt begrænsningerne, men det har været hårdt for foreningslivet, hårdt for medlemmer, klubledere og trænere med nedlukninger, restriktioner og andet. Derfor et stort velkommen til hvad vi håber bliver en Corona-fri sæson i forhold til aktiviteter, samvær og foreningsliv. Vi skal nyde det og vi skal sætte pris på det!
Slutteligt vil jeg bede Kjeld Andersen om i vanlig sikker stil af hejse flaget og hermed erklære udendørssæsonen 2022 for åben. Rigtig god fornøjelse på og udenfor banerne henover sæsonen!”