Årets Ildsjæl 2018!
I forbindelse med fejringen af klubbens 123 års fødselsdag i dag, kårede vi Årets Ildsjæl 2018. Dette skete i samarbejde med Danske Bank, der har været en del af prisen de 4 år den har eksisteret.
Det er en stor fornøjelse at præsentere Årets Ildsjæl 2018: Randers Tennisklubs Banesjak!
Formand Lars Elkjær, der stod for at overrække prisen begrundede valget med følgende tale til fødselsdagen:
“I år har vi igen valgt at tilldele prisen til en gruppe af personer. Personer der i den grad arbejder udenfor rampelyset og ikke er en direkte årsag til præstationen på banen – og dog. Det er en gruppe af personer der uden nogen særskilt interesse for udvalgte målgrupper i klubben er med til at sikre at klubben altid fremstår i god fysisk form! En gruppe af personer, der har accepteret at der ikke er betalt frokostpause, at der ikke er overenskomst på deres område. Det er en gruppe hvor dagsorden og indsats er præget af højt humør og interesse for fællesskabet.
Det er derfor en stor fornøjelse at kunne uddele prisen som Årets Ildsjæl 2018 i Randers Tennisklub, til klubbens Banesjak.
Gaven er naturligvis nyt arbejdstøj (læs: klubtøj) til hele sjakket – men for at sikre at de ikke går “sukkerkolde”, har vi også tænkt på brændstof til motoren. Såvel opstarts brændstof i form af Fernet Branca om morgenen, men også lidt supplement i form af snaps til en frokost midt på dagen!”
Et kæmpe velfortjent tillykke skal lyde til klubbens Banesjak, I fortjener det om nogen!