Tennis Sommerskole 2019 i samarbejde med Løveapoteket

Årets tennisskole ligger den 1/7 til den 4/7 fra klokken 09.30 – 15.30.
Tennisskolen vil ikke kun foregå på klubbens anlæg, men også på det omkringliggende areal.

Ordet indebærer skole, hvilket sagtens kan lyde som det der er sommerferie fra. Men vi kan love jer at det er så langt fra den almindelige skolegang I kender, at det simpelthen ville være så ærgerligt at gå glip af!

Hvad indebærer en tennisskole i Randers Tennisklub?
At tage på tennisskole i Randers Tennisklub, svarer meget til at være en tur i fritidsordning, i ungdomsklub eller på lejrskole. Det er meget vigtigt for os at alle føler sig velkomne og at alle føler sig som en del af fællesskabet vi bygger op. At være på tennisskole i Randers Tennisklub er ikke som at være på en træningslejr, hvor der kun er tennis og intet andet. I trænerteamet har vi meget fokus på at alle får noget ud af dagene, ikke kun i forhold til det tennismæssige, men så sandelig også i forhold til det sociale. For os er det ligeså vigtigt at dem der møder op, kommer hjem med et smil på læben fordi de har fået nye venner og har hygget sig, som at de har lært noget tennismæssigt. Dermed ikke sagt at det kun bliver leg og intet tennis – det er trods alt en tennisskole. Vi fokuserer på at kombinere sjov og tennis, så det bliver underholdene og lærerigt at være hos os.

Hvordan kan en dag på tennisskolen se ud?
– I løbet af en dag på tennisskolen vil der typisk være varierende aktiviteter. Det kan for eksempel være:

  • Fælles godmorgen
  • Teknisk træning
  • Kampe i single og double
  • Frokost
  • Hockey eller stafetter
  • Team building-øvelser
  • Fælles leg og hygge
  • Afhentning

Kan jeg godt komme alene?
– 
Du kan sagtens komme alene. Som trænere kommer vi til at fokusere på at alle får det sjovt og er en del af fællesskabet, selvom man ikke kender nogen den første dag. Derfor kan du uden problemer kommer alene, men du er selvfølgelig også velkommen til at tage en ven eller veninde under armen.

Hvad hvis jeg ikke har en ketcher selv? Og hvad skal jeg medbringe?
– Det skal du slet ikke være nervøs for. Hvis du endnu ikke har din egen ketcher, kan du sagtens låne en hos os.
– Når du møder op på tennisskolen skal du medbringe tøj der passer til vejret. Vi anbefaler at du husker sko der kan bruges både indendørs og udendørs, da vi ikke kan garantere solskin hele vejen igennem (selvom vi selvfølgelig håber det). Du skal desuden også huske en vanddunk og en madpakke.

Hvem står for træningen og de sociale arrangementer?
– I år bliver det Niels Rokkjær, Signe Lundgaard og Rasmus Vedel der kommer til at stå for træningen. Niels og Signe står for den daglige træning i klubben, mens Rasmus har været hjælpetræner i Hadsten Tennisklub. Både Niels og Signe har været trænere på tennisskolen flere gange, mens Rasmus har været en enkelt gang. Det er derfor tre trænere der ved hvad det handler om, og ved hvordan man sammensætter en tennisskole!

Skal man være på et bestemt niveau for at komme med?
– Det skal man absolut ikke. På tennisskolen vil der være tennis for alle niveauer og de sociale aktiviteter vil være på kryds og tværs af alle niveauer. Derfor er det lige meget om du har spillet i få dage eller om du har spillet i flere år. Så længe du er i aldersgruppen 6 til 15 år, så er du mere end velkommen hos os!

Hvor melder jeg mig til?
– Det gør du på http://www.randerstennisklub.dk/events/sommercamp-juniorer-den-1-4-juli/. Her kan du melde dig til årets tennisskole, samt indbetale et depositum. Det koster 400 kroner at deltage i tennisskolen, og deltagerantallet er begrænset til 40 spillere. Tilmelding foregår efter først-til-mølle princippet og er senest den 15. juni klokken 23.30. 

Hvis du/I har spørgsmål til tennisskolen, kan de sendes til signe_muzen@hotmail.com, så besvarer Signe fra vores trænerteam dem. Husk blot at kalde e-mailen “Tennisskole 2019”

Vi glæder os umådeligt meget til at skyde årets sommerskole i gang, spille en masse tennis og bare hygge os sammen med jer!

På vegne af trænerteamet;

Signe Lundgaard Christiansen

Leave a Reply